At skære tænder

At skære tænder kan være et udtryk for stress

Kender du følelsen af at have ”alt for meget i hovedet?” Så er du ikke alene. Rigtig mange føler sig stressede, og det kan vise sig i kroppen ved, at man begynder at skære tænder. Dette slider både på tænderne, men kan også give spændingshovedpine, som i hvert fald ikke hjælper på stress. Læs med her og se, hvad du gør ved det.

Pas på dine tænder

Måske tænker du: At skære tænder hjælper mig med at slappe af, så hvorfor skal jeg stoppe? Svaret er, at det slider rigtig meget på dine tænder, når du skurer dem mod hinanden. For ikke at slide dem helt ned, er det altså vigtigt, at du søger behandling. Med undtagelse af mælketænderne har du jo kun ét sæt tænder, så det er værd at passe på dem.

Er du stresset?

At skære tænder er desuden kun én af de mange bivirkninger ved stress, så der er god grund til at finde roden til dét problem. Tankemylder kan opstå af manglende overblik og en følelse af manglende kontrol. Tag fat i de ting, der stresser dig og se, hvordan du kan ændre det. Du kan også med fordel søge rådgivning hos en professionel, der ved præcis, hvordan du bedst muligt kommer ud af din stressede situation.

Skal man være stresset for at skære tænder?

Det skal lige siges, at ikke alle, der skærer tænder er stressede. At skære tænder kan godt have andre årsager som for eksempel forkert tandstilling. For meget koffein, nikotin eller nogle typer medicin kan også være en grund. Hvis du ikke mener, at du er stresset, kan du altså overveje om der er nogle af disse faktorer, der gør sig gældende.

Find problemet – så løsningen

Det første skridt i retning mod at løse problemet er at finde frem til årsagen. Skyldes din tænderskæring slet ikke stress, så hjælper stressbehandling jo ikke. Ligeledes nytter det ikke noget at skære ned på koffein, hvis grunden til at du skærer tænder er, at du er stresset.

Mange får en bideskinne, der skal forhindre dem i at skære tænder om natten. Dette er dog kun en midlertidig løsning, og har du fx forkert tandstilling, bliver du sandsynligvis også nødt til at få den rettet. Der er dog gode grunde til at gøre noget ved problemet allerede nu, både for at passe på dit sind og din krop.